23. november 2021

Vi kan i år fejre 20 års udviklingsarbejde i Usa River

Store som små har doneret til vores arbejde og gjort det muligt at skabe en mærkbar og synlig udvikling i Usa River. De første ti år med fokus på et børnehjem, der har dannet de fysiske rammer om foreningen, mens der siden har været mere fokus på at skabe bæredygtige projekter i byen.

I de seneste 20 år har vi nået mange mål og hjulpet mange af de lokale i Usa River til en mere stabil fremtid. Vi har fulgt landsbyen igennem en kæmpe udvikling, og Tanzibarn har selv bidraget til meget af den, hvilket vi er meget stolte af.

Vi har kunnet formidle støtte til et børnehjem og en sportsklub samt til mad, drift, skolegang, lønninger, kurser til voksne, undervisning af børn, netværksmøder, startkapital til forretningsdrivende og meget, meget mere. 

Støtte siden 2000

Tanzibarn har siden 2000 støttet omkring 40 lokale udsatte børn fra Usa River med mad, skolegang og et sted at bo. Det har været under løbende udvikling, og mange af børnene er nu vokset op, har fået en uddannelse og bor ikke længere på det børnehjem, der var deres hjem siden 2001.

Projektet bestod i første omgang i at bespise 30 børn med et dagligt måltid sundt og nærende mad. Behovet for støtte til et sted at bo og til skolegang satte gang i arbejdet med at skaffe midler til en mere langtidsvarende løsning.

Store private danske donationer gjorde det muligt for foreningen at bygge et børnehus på en lokal grund, som de lokale myndigheder udstykkede. Huset var indflytningsklart i februar 2002, hvor de 30 børn kunne flytte ind sammen med lokale medarbejdere.

I 2004 fik foreningen ved hjælp af et sponsorat fra Lego-Funktionærernes Fond et volontørhus op at stå. Dette hus indeholder to værelser samt bad og toilet, som volontørerne kunne anvende. Vigtigst af alt var dog det nye køkken som afløste et skur med et ildsted.

I takt med at børnene voksede og havde behov for mere plads, blev den lille grund udfyldt af endnu et hus, sponsoreret af Georg Jensen i 2006. Huset rummer også et stort lokale, der bliver anvendt til undervisning, møder mv.

Børnehjemsbørnene vokser op

Børnene er siden vokset op og har uddannet sig i et hastigt tempo, og mange af de ældste børn er løbende kommet på Boarding Schools (kostskoler) udenfor byen, og enkelte har fået en videregående uddannelse.

Der var tilknyttet en fast stab af lokalt personale, der stod for mad, vask og rengøring, ligesom børnene også har haft en meget aktiv del i den daglige drift af centret og har haft ansvar for egne rengøringsområder, madlavning, havearbejde mv.

Vi havde i perioden fra 2004 til 2012 ca. 4 danske volontører boende i børnehuset ad gangen. Disse unge mennesker kom med et stort engagement og lavede et uundværligt stykke arbejde. Derudover kom de hjem med en udvidet horisont og en evne til at sætte deres tilværelse i Danmark ind i en større sammenhæng. Flere bestyrelsesmedlemmer og aktive medlemmer af organisationen er tidligere volontører, der i en periode af deres liv har boet og arbejdet på Usa River Children Centre.

Nyt fokus på bæredygtige projekter

Foreningen Tanzibarns formål er at støtte socialt dårligt stillede, børn og unge i Usa River og omegn i Tanzania ved sammen med lokale organisationer at skabe bæredygtige projekter i byen. Projekterne skal være til gavn for lokalsamfundet i Usa River specielt med henblik på uddannelse, oplysning og kompetenceudvikling. Det er stadig vigtigt at sørge for stabil støtte og uddannelse til de unge i lokalområdet, da det er disse unge mennesker, der skal hjælpe med at skabe en stabil fremtid i Tanzania. 

Det har udformet sig i en række projekter støttet af bl.a. DANIDA, hvor demokrati og oplysning i den lokale sportsklub, låne-/sparegrupper og små virksomheder og kompetenceopbygning af unge mennesker blot er få af de emner, som Tanzibarn i samarbejde med de lokale foreninger har arbejdet med. Det betyder også, at vi både støtter en driftig kvindes gipsproduktion, en hel skoles seksualundervisning og donere fodbolde til sportsklubben på samme tid - alt sammen med omdrejningspunktet i byen Usa River. 

Den mest almindelige form for støtte er et medlemskab af Tanzibarn. Dit medlemsbidrag går til at kunne støtte børnenes uddannelse, mad, lønninger til personale, medicin og meget andet.

Tusind tak til alle jer, der har støttet vores arbejde gennem årene. 

Bliv medlem for 100 DKK:

https://www.tanzibarn.dk/medlemskab/

DEL DENNNE SIDE

Læs også