Kvinder skaber mål og planlægger livet
Usa River Community Organisation har afholdt kursus i “Life Planning and Goals”. Kvinderne i Usa River har god forretningssans, og vil gerne lære at skabe overskud og en opsparing, derfor er forretningskurser eftertragtede i Usa River. Her er det Project Abroad, der afholder kursus i livsplanlægning og mål.
En 17-årig frivillig kvinde, Eva fra USA, fortalte om vigtigheden i at spare op og have et mål med sin opsparing. De syv deltagere på det lille kursus var en kvindegruppe, der kalder sig KAZI Group. De laver batik, sæbe, lys og kulturelle ting. Alt sammen sælges på markedet, for at skabe en indtægt for kvinderne.
Til kurset havde underviseren et spørgsmål: “Hvor ønsker du at være om 5 år – finansielt? Du bør have et mål og en plan med din opsparing, for dig selv men også for din familie. Derefter kan du spare lidt op hver måned.”
Kvinder med forretningssans
Svaret var meget positivt, da det viste sig, at alle kvinderne sparede op hver måned og flere havde en bankkonto. De ting der blev lavet, blev solgt på markedet og overskuddet blev delt på denne måde: 50% til gruppen og 50 % til kvinderne privat.
Kvinderne kan så låne af gruppen til f.eks. at købe stof og sy-ting for. De skal så betale tilbage med en lille rente til gruppen, hvorved den samlede opsparing vokser. Kvinderne mødes hver uge i Usa River Youth and Development Organisations lokaler, hvor de laver deres ting. I dag viste de, hvordan man støber lys.
De er meget glade for at kunne deltage i Project Abroads undervisning. Dels fordi de lærer ting, men også fordi de tager deres arbejde med, og sælger til dem, der underviser. Det kan man da kalde en god forretningssans!