Hammer, søm og sodavandskapsler
De frivillige unge i Usa River Youth and Development Organisation har bygget overdækning, hegn og pallesofa til foreningens cafe.
I Tanzania er mange ufaglærte og mangler kompetencer for at kunne gøre sig attraktive på arbejdsmarkedet. Det er særligt svært, da mange ikke er gået meget i skole. Derfor er kompetenceopbygning en af Tanzibarns særlige fokusområder i samarbejde med vores lokale partnere i Usa River, Usa River Youth and Development Organisation.
For at kunne give medlemmerne relevante kompetencer, ser vi særligt på, hvad der er efterspørgsel efter, og hvad vi med relativt få midler vil kunne gennemføre og have succes med.
Derfor udnytter vi enhver chance for at inddrage medlemmerne i mindre projekter omkring foreningen. Det kunne for eksempel være at hjælpe til med at reparere eller forbedre bygningerne, som også kommer medlemmerne til gode, og selve opbygningen kan lære medlemmerne forskellige håndværk. Det skaber en stor glæde, at kunne skabe noget sammen med sine venner, og vi vil gerne skabe succesoplevelser, i sammenhæng med kompetenceopbygningen.
I denne video ses, hvorledes medlemmerne bruger nogle særlige teknikker, der involverer øl- og sodavandskapsler, for at bygge et flot nyt hegn til medlemmernes frivilligcafe.
Vores dygtige medlemmer har også bygget soldækning, der skal gøre det mere attraktivt at besøge cafeen, da man nu kan sidde i skygge.
Pallesofa var et nyt koncept i Usa River, men ved hjælp af youtube, gode ideer og farverigt stof blev resultatet super flot.
De ovenstående projekter har haft stor betydning for medlemmerne, der har skabt noget vigtigt for deres cafe. Begge projekter er privat sponsoreret af Vibeke Kjær og Ole Christensen.
Ønsker du at bidrage til lignende små og store projekter? Vi sætter pris på alle donationer, og har mange projekter klar til medlemmerne.
MobilePay 86143.