27. maj 2014

Tanzibarn skal stemme om nye vedtægter

Nye visioner og den kommende generalforsamling har været på dagsorden i Tanzibarns bestyrelse, som er i fuld gang med at klargøre den fremtidige plan for foreningen i samarbejde med bestyrelsen i Usa River.

“Fra visionsmødet i marts, hvor flere medlemmer og sponsorer mødte op og deltog aktivt i en debat om de fremtidige visioner for Tanzibarn.dk”

Generalforsamlingen sidste år vedtog en hensigtserklæring om at arbejde hen mod en omstrukturering, der er i gang i både Usa River og Danmark. Samtidig har bestyrelsen i samarbejde med aktive medlemmer af foreningen fået formuleret de visioner, som vedtægtsændringerne tager udgangspunkt i.

De seneste bestyrelsesmøder har derfor haft stort fokus på de fremtidige vedtægter for foreningen. De mange overvejelser er nu endt i et konkret forslag, hvor vedtægternes formålsparagraf er revideret samt et forslag til mindre ændringer i vedtægterne generelt.

Nye visioner ligger i formålsparagraffen

Forslaget til vedtægtsændringerne tager naturligvis stadig udgangspunkt i de børn og unge i Usa River, som Tanzibarn.dk har støttet i en årrække via Usa River Children Centre.

Her er det uddannelse for den specifikke gruppe børn og unge, der er i fokus. Derfor står der også i forslaget, at Tanzibarn.dk samlet støtter projekter, specielt med henblik på uddannelse, oplysning og kompetenceudvikling.

En væsentlig ændring i formålsparagraffen vil være, at den daglige drift af URCC er taget ud. Vi har i stedet tilføjet en paragraf, der fokuserer på de børn og unge, som er eller har været tilknyttet til Usa River Children Centre over årene. Dette er for at give os bedre muligheder i forhold til at fokusere på sponsorater og søgning af forskellige fonde til børn og projekter uden dette kommer til at binde os til tunge driftsomkostninger.

Partnerskab og bæredygtighed i fokus

Ændringerne i vedtægterne tager mere hensyn til det tiltagende samarbejde med URYDO (sportsklubben) i det nye forslag, så de to foreninger på tanzaniansk grund bedre kan drage nytte af hinanden, ligesom det er tilfældet i Danmark.

Derudover er partnerskaberne på tværs af landegrænserne også sat mere i fokus. Det betyder, at bestyrelsen i Tanzibarn søger at styrke samarbejdet med de tanzanianske bestyrelser fra URCC og URYDO og give dem bedst mulige råderum og ansvar for de projekter, der er i gang i Usa River.

Det ønskes fremover at bidrage til fremtidige projekter, som er realistiske og gennemskuelige, og hvor der er defineret et specifikt udbytte, hvor vi har mulighed for at vurdere, om indsatserne virker og skaber værdi for lokalbefolkningen i Usa River. Det ønskes således, at foreningen fokuserer på bæredygtige projekter, hvor der ikke skabes et stort driftsbudget, men projekter der eksempelvis kan være selvkørende efter en opstartsperiode eller bidrager til kapacitetsopbygning af lokalsamfundet.

Udover ændringerne i formålsparagraffen, ønsker bestyrelsen at foretage forskellige mindre ændringer i vedtægterne, for at holde disse tidssvarende. Disse forslag er beskrevet nærmere i bilaget, og der bliver afholdt en afstemning herom på generalforsamlingen.

Forslag til lavere kontingentsats

Foreningen har de seneste år lagt et stort arbejde i at samle medlemmer til foreningen. For at vi kan beholde muligheden for at tilbyde vores sponsorer fradrag for alle bidrag, skal foreningen hvert år have 300 betalende medlemmer. Hvert år fastsættes kontingentsatsen på generalforsamlingen, og bestyrelsen foreslår i den forbindelse, at kontingentet nedsættes til 50 kr.

Der er i foråret foretaget en online undersøgelse blandt medlemmer og ikke-medlemmer omkring kontingentsatsen i Tanzibarn.dk, der viser at folk selv er villige til at betale den nuværende pris, men ved en videre anbefaling finder folk det nemmere med en lavere pris.

Kontingentsats-forslaget tager udgangspunkt i et ønske om en større medlemsskare og derigennem et bredere demokratisk grundlag for foreningen. Det vil desuden lette arbejdet med at søge nye medlemmer, så der kan fokuseres mere på sponsorer, fondsøgning o.l.

DEL DENNNE SIDE

Læs også