Håndvask som coronatiltag i Usa River
Selvom de stadig står tæt, er situationens alvor ved at gå op for borgerne i Tanzania. Vores partnerforening URICO har fået midler fra Tirstrup Idrætsefterskole til at stille "håndvaske" op strategiske steder i byen, så lokalbefolkningen kan vaske hænder og benytte sæbe.
Tanzania er endnu ikke hårdt ramt af den verserende Corona-krise, men landet er på stikkerne og der er en forståelse for, at en epidemi i landet kan medføre store ødelæggelser - ikke mindst for landets hospitalsvæsen.
I Tanzania er det officielle smittetal på ca. 500 mennesker og få døde, men dette tal ændres dag for dag. Der er samtidig stor usikkerhed forbundet med tests i Tanzania, efter landets præsident hævder, at en papaya er testet positiv. Daudi beretter om lukkede skoler, institutioner og butikker, hvilket er hårdt for økonomien.
De lokale foreninger i Usa River gør dog deres til, at folk bliver informerede om Corona-virus og har muligheder for at holde sig smittefrie. I efteråret løb eleverne fra Tirstrup Idrætsefterskole et stort velgørenhedsløb for Tanzibarn. Foreningen URICO har fået nogle af disse midler til at sætte små håndvaske op og informere lokalbefolkningen om smittebekæmpelse. De lokale kvinder i låne-/sparegrupperne har tilmed bidraget med sæbeproduktionen til håndvaskene, så det hele virker.