Baggrund

Idé og vision: Tryghed til gadebørn

Tanzania

Tanzania regnes for et af verdens 10 fattigste lande. Yderligere er landet hårdt ramt af AIDS, idet ca. 25% af de 20-40 årige er HIV-positive - det er altså primært folk i den mest arbejdsduelige alder, som også udgør forældregenerationen, der rammes. Børnene overlades derfor i mange tilfælde til bedsteforældre eller andre slægtninge, der ofte ikke magter den økonomiske byrde, det er at sørge for skolegang mv.

Som forening vil vi gerne være med til at hjælpe nogle af de hårdest ramte børn i landsbyen Usa River i det nordlige Tanzania.

- Foreningens begyndelse og historie

Efter et halvt års forarbejde med at organisere og konkretisere idéerne, startede vi 1. august 2000 med at bespise 30 børn med et dagligt måltid sund og nærende mad. Efter få måneder havde vi glæden ved at se en tydelig forbedring af deres sundhedstilstand og deres velbefindende i det hele taget.

JPEG - 45.2 kb
Aftensmad i spisesalen i "Otto’s House"

Store private danske donationer gjorde det muligt for os at bygge vores eget hus på en grund, som de lokale myndigheder gav os. Huset var indflytningsklart i februar 2002, og det var en festdag, da alle 30 børn samt vores kokkepige og hendes lille dreng flyttede ind i den flotte nye bygning. Det lokale menighedsråd kom også på besøg for at velsigne huset.

I 2004 fik vi ved hjælp af et sponsorat fra Lego-Funktionærernes Fond et volontørhus op at stå. Dette hus indeholder to værelser til vores danske volontører samt bad og toilet. Vigtigst af alt er dog det nye køkken som afløste et skur med et ildsted.

I 2006 blev den lille grund udfyldt af endnu et hus, sponsoreret af Georg Jensen, der i henhold til tanzaniansk lovgivning giver de større børn mulighed for at deles et par stykker om et værelse og dermed have lidt mere privatliv. Huset rummer også et fælles mødelokale.

Senest har vi erhvervet en ekstra grund, hvor vi forsøger at forsyne os selv med grøntsager for at minimere udgifterne og give børnene en sundere kost, og hvor børnene samtidig lærer om havebrug og bidrager aktivt til deres egen forsørgelse. Der er i 2009 blevet opført et hus på grunden, der både har plads til høns, og som også fungerer som bolig for centrets ansatte gartner.

Vores børnehus er og har altså været inde i en rivende udvikling, velvilligt hjulpet på vej af gavmilde sponsorer, som vi er megen tak skyldig.

- Børnene

Vi møder megen velvilje og interesse fra det omgivende samfund, der glæder sig over, at vi gør en indsats for at hjælpe nogle af landsbyens dårligst stillede børn.

Alle de børn, der er gamle nok til det, går i skole, og vi sørger for skoleuniformer, bøger og andet nødvendigt udstyr. Ydermere sørger vi også for nødvendig medicin og lægehjælp og betaler i det hele taget alt det, der er nødvendigt for børnenes opvækst og trivsel.

Alle børnene på centret er HIV-testede, og 3 af vores piger er desværre fundet positive. De får en ekstrasund kost og mange vitaminer, og for det meste har de det godt og er ikke markant mærkede af deres sygdom.

JPEG - 47.9 kb
Lektielæsning og hygge med Micha foran Georg Jensen House

- Ansatte på centret

Vi har en fast stab af lokalt personale, der sørger for maden, vasken og rengøringen, ligesom børnene også tager meget aktiv del i den daglige drift af centret og har ansvar for egne rengøringsområder, madlavning, havearbejde mv.

Vi har ca. 4 danske volontører boende i børnehuset ad gangen. Disse unge mennesker kommer med et stort engagement og laver et uvurderligt stykke arbejde. Til gengæld kommer de hjem med en noget udvidet horisont og er i stand til at sætte deres tilværelse i Danmark ind i en større sammenhæng.

- Støtteforeningen i Danmark

Vi har dannet en støtteforening her i Danmark med en statsautoriseret revisor som kasserer og en anden statsautoriseret revisor på revisorposten. Vi bestræber os på (og lykkes med) at holde de administrative omkostninger så langt nede som muligt (omkring 3%).

Der er 5-600 medlemmer i foreningen fordelt over hele landet, og vi får glædeligvis hele tiden nye. Sammen med vores sponsorer, som vi har 50-60 af, og som betaler 3000,- kr om året til børnenes underhold, udgør de den økonomiske baggrund for projektet og skaffer midlerne til det daglige brød og til selve driften af børnehjemmet. Vi er derfor meget interesserede i at få så mange medlemmer som muligt.

Derudover udgøres foreningens indtægter af donationer fra medlemmerne, private, fonde, foreninger og virksomheder.

Vores formål er at give vores børn en så god og tryg opvækst som muligt inden for vores økonomiske rammer. Vi har mange visioner for de aktiviteter, der skal foregå, såsom engelskundervisning, HIV-oplysning, lektiehjælp, indførelse i demokratiske og ligestillingsmæssige tankegange for ikke at tale om almindelig leg og menneskelig omsorg. Ting, som disse børn ikke har været forvænte med.

- Vi kan ikke redde verden med dette projekt, men vi kan være med til at give disse børn en bedre fremtid og dermed hjælpe ikke alene dem selv og deres kommende familier, men også landet som helhed.

Birthe Bache

Formand for Tanzibarn, Støtteforeningen for Usa River

Tak til

- Martinsen
- Danske bank
- Georg Jensen Fond
- Lions Club Kolding
- se hele donorlisten her